Efter 100 år i samme familie: Herning-firma har skiftet hænder
Kloak- og renovationsfirmaet Thornvig Jensens usynlige ydelser er ifølge den nye ejer en spændende og solid forretning
Allan Leths far kørte lastbil i Ikast Møbeltransport, som han ejede. – Det er min arv, siger Allan Leth om billederne, der hænger på væggene i hans kontor hos Thornvig Jensen, som han har ejet halvdelen af siden april. Foto: Henrik Ole Jensen
TRADITION – Viljen til at ville skaber evnen til at kunne.
De ord klæder væggene på kontoret hos Allan Leth fra Sunds, som sammen med to investorer 1. april overtog Herning-virksomheden Thornvig Jensen A/S, der i år fejrer 100 års jubilæum. Ved samme lejlighed overtog Allan Leth og de to investorer søsterselskabet J.S. Overfladebehandling, der udfører tankinspektioner og renoveringer.
Thornvig Jensen gør sig blandt andet i slamsugning, kloakrensning og affaldshåndtering.
Det forgangne århundrede har firmaet været drevet af tre generationer fra familien, som virksomheden er opkaldt efter.
Nu står Allan Leth i spidsen, og han har viljen til at ville.
– Da muligheden for det her opstod, slog jeg til. Det er en spændende forretning, siger han.
Han har i en årrække været i affaldsbranchen og har blandt andet en fortid som administrerende direktør for genbrugsvirksomheden Kingo Recycling.
Slamsugning har han ikke før arbejdet med, men de mange medarbejdere i Thornvig Jensen har ifølge ham en enorm viden om branchen.
Den viden har de været flinke til at dele med Allan Leth, mener han:
– Det har været uovertruffen. Det kan jeg godt svinge mig op til at sige uden at overdrive.
Han har stået i spidsen for Thornvig Jensen i snart et halvt år, som ifølge ham er gået »rigtig fint«.
– Vi har haft nok at se til, vurderer Allan Leth.
Veldrevet virksomhed
Slam, kloak og affald er måske ikke de tre ord, der får flest til at falde af stolen i bare spænding.
Alligevel vidste Allan Leth fra første gang han besøgte virksomheden for fire år siden, at hvis han skulle være selvstændig, skulle det være med virksomheden, han nu har overtaget.
– Det var en veldrevet virksomhed med engagerede medarbejdere og et rigtig stærkt navn, siger han.
Derudover er det også en fremtidssikret branche, mener Allan Leth.
– Det er usynlige ydelser, man ikke lige kan undvære uanset konjunkturer. Man mærker det, hvis det ikke bliver gjort, siger han.
Det var han ikke ene om at synes. Da han skulle overtage virksomheden, havde hans rådgiver Allan Bjørn undervejs øje for, at det var en robust forretning.
– Da vi sad og kiggede på budgetterne, sagde han, at han gerne vil være med. Det var jeg ikke sen til at sige ja til, fortæller Allan Leth.
Foruden Allan Bjørn er Claus Ørts også investor i foretagenet. Han havde tidligere sagt til Allan Leth, at hvis han skulle starte noget selv, så ville han gerne spæde til for at være med.
– Han havde jo troen på, at jeg evnede det, siger Allan Leth forsigtigt.
Allan Leth ejer halvdelen af virksomhederne, mens Claus Ørts og Allan Bjørn hver især ejer en fjerdedel.
Manglede modet
Han har ikke været selvstændig tidligere, men det er ikke, fordi han ikke er blevet tilbudt at købe virksomheder.
– Jeg har haft muligheder gennem tiderne, hvor jeg har sagt nej, konstaterer Allan Leth.
Det skyldes en blanding af at have en familie ved siden af og en tryghed ved ikke at sætte for meget på spil.
– Jeg må erkende, at jeg tidligere har manglet modet, men da lige præcis den her mulighed opstod, måtte jeg forsøge at gå efter den, siger han.
Han er efterhånden 46 år, men det han fortryder ikke, at det først er nu, han begiver sig ud i livet som selvstændig.
– Der er måske andre, som hopper tidligere ud i sådan noget, men når jeg kigger tilbage, er jeg glad for, at den her mulighed ikke opstod for 10 år siden, for så havde det passet dårligt med mit familieliv, forklarer Allan Leth.
Selvom modet måske har manglet, har lysten levet i Allan Leth.
– I bund og grund er det måske banalt, men jeg har haft tanken om at være selvstændig hele mit liv, siger den nye ejer af Thornvig Jensen.